Nybyggeri fyldt med kemi: Er livsfarligt for brandmænd


    Billigere, lettere og mere kemifyldte byggematerialer er blevet brandmandens nye værste fjender, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det fremgik af en stor international konference, hvor der var fokus på den fare, som energioptimerede bygninger udgør for brandfolk.

    Brande kan sprede sig med lynets hast via facadesystemer, gulve bryder hurtigere sammen end før i tiden og de tætte huse øger temperaturen ved brand, så de farlige røggasser lettere antændes.

    Hvor en lille flamme i en papirkurv i 1950 var 15 minutter om at udvikle sig til en fuldfed brand – som krævede resolutte brandfolks tilstedeværelse – er tiden fra første ildudbrud til en altødelæggende brand i dag reduceret til tre minutter.

    Forklaringen er billigere, lettere og mere kemifyldte byggematerialer, der – i modsætning til gamle dages mursten, beton og solide træbjælker – i dag består af blandt andet celleplastisolering, polystyren og andre syntetiske materialer. Herunder brandhæmmere, der ironisk nok udvikler yderst giftig (og måske kræftfremkaldende) røg.

    Særligt brandfolk er overrepræsenteret i den triste statistik over kræfttilfælde i Danmark.

    – Vi bliver dødssyge. Den brandrelaterede kræft dræber langt flere brandfolk end selve brandene, siger Tommy Bækgaard Kjær, der er næstformand i Brandmændenes Organisation og formand for Brandfolkenes Cancerforening.

    Han påpeger, at der i dagens Danmark er 15 kræftformer, der rammer brandfolk i langt højere grad end resten af befolkningen.

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq