Fifa-præsident: Fejl at vælge Qatar som VM-vært i 2022


    Fifas præsident, Sepp Blatter, erkender over for schweizisk tv, at det var en fejl at gøre Qatar til vært for VM-slutrunden i fodbold i 2022.

    Erkendelsen kom torsdag i et interview med den schweiziske tv-station RTS.

    – Ja, selvfølgelig var det en fejl. Men du ved, vi begår alle fejl i livet, siger 78-årige Sepp Blatter.

    Det er ifølge Blatter på grund af de høje sommertemperaturer, at olie-emiratet ikke burde have været udpeget som vært for VM.

    Normalt afholdes VM i juni og juli, men i 2022 bliver slutrunden formentlig afholdt om vinteren i stedet for at gøre det mere udholdeligt for spillerne at kæmpe om trofæet.

    Qatar er samtidig i høj grad blevet kritiseret for at have kummerlige arbejdsforhold for de mennesker, der arbejder for at gøre en række stadioner klar til slutrunden.

    Menneskerettighedsorganisationen Pravasi Nepali udgav i februar en dyster statistik, der viste, at mindst 400 gæstearbejdere fra Nepal er blevet dræbt i arbejdsulykker i forbindelse med forberedelserne.

    Dødslisten er udarbejdet på baggrund af oplysninger fra officielle kilder i Qatar.

    Qatar blev tildelt VM-værtskabet i 2010.

    /ritzau/AFP

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq