Tøjet sidder godt men hver anden V-vælger er utilfreds med Løkkes tøjindkøb


    Venstres udgifter til formandens klædeskab vækker modstand blandt partiets egne vælgere, viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten.

    Like localeyes.dk på Facebook

    49 procent af målingens adspurgte mener ikke, at det var i orden, da partikassen inden folketingsvalget i 2011 betalte 152.000 kroner for tøj til Lars Løkke Rasmussen, der dengang var statsminister, skriver Jyllands-Posten.

    Indtil videre er der ikke fremkommet beviser i tøjsagen, som dokumenterer, at Venstre eller Løkke har forbrudt sig mod eksempelvis skatteregler. Men for visse Venstre-vælgere opleves sagen alligevel som afgørende for deres støtte.

    14,1 procent svarer, at sagen får dem til at overveje at flytte krydset ved næste valg, og 11 procent er i tvivl.

    14,4 procent af Venstre-vælgerne svarer også, at de anser den siddende socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, som en mere troværdig kandidat til statsministerposten end Løkke.

    Løkkes tøjkøb kolliderer med Venstres økonomiske budskab, mener valgforsker ved Københavns Universitet Asmus Leth Olsen.

    – Vælgerne forventer, at en venstremand passer godt på andre folks penge. Men her er der købt tøj for medlemmernes penge – og sådan set også skatteborgernes, da Venstre får partistøtte – og det er ikke foreneligt med, at hver en krone skal vendes, siger han til Jyllands-Posten.

    Politisk ordfører Inger Støjberg (V) siger til avisen, at hun godt forstår, hvis en stor del af vælgerne synes, at der er tale om mange penge.

    – Jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at det er træls, når sådan nogle sager dukker op. Men det vigtige her er at forholde sig til, om Lars Løkke er en dygtig politiker, og det er han, siger hun.

    Målingen er baseret på 500 internetinterviews med Venstres vælgere i perioden 14 til 15. maj 2014.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq