En dansk medarbejder fra Læger uden Grænser og vedkommendes fire kolleger, der siden 2. januar har været tilbageholdt i Syrien, er blevet frigivet.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreDen 2. januar blev de fem medarbejdere taget til fange af bevæbnede personer i det nordlige Syrien, hvor de arbejdede på et hospital drevet at Læger uden Grænser.
Hospitalet tilbød medicinsk hjælp til befolkningen i området, som er hårdt ramt af konflikten i det borgerkrigshærgede land.
Tre af de tilbageholdte medarbejdere blev frigivet 4. april, mens de sidste to blev frigivet onsdag.
– Vi er meget glade og lettede over, at alle vores kolleger endelig er blevet frigivet, heriblandt vores danske kollega, som nu er ved at blive genforenet med sin familie, siger Michael Gylling Nielsen, der er direktør i Læger uden Grænser i Danmark.
– Det er utrolig rart at vide, at de er i god behold. Vi er dog også oprørte over den kyniske handling, der betyder, at den hårdt ramte befolkning afskæres fra den hjælp, de desperat har brug for, siger han.
Direktøren forklarer, hvor store konsekvenser gidseltagninger af nødhjælpsarbejdere kan have.
– Når nødhjælpspersonale direkte bliver angrebet, betyder det, at den livsnødvendige hjælp reduceres. Ofrene for denne handling er derfor på lang sigt det syriske folk. Godt 150.000 mennesker i Jabal Akkrad-regionen står nu uden vores hjælp, påpeger direktøren.
I andre regioner i det nordlige Syrien driver Læger uden Grænser fortsat projekter, men sikkerhedssituationen gør det ekstremt svært at give den nødvendige hjælp.
Hospitaler og sundhedsklinikker er blevet angrebet, og sundhedspersonale er blevet slået ihjel og truet af bevæbnede grupper, skriver organisationen.
Siden juni 2012 har Læger uden Grænser drevet midlertidige hospitaler og sundhedsklinikker i det nordlige Syrien.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq