En midaldrende mand og kvinde er tidligt tirsdag morgen kommet slemt til skade, efter at der opstod brand i et rækkehus i Hjørring.
– De er blevet reddet ud af brandvæsnet, og de er begge kraftigt røgskadet, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.
Den 45-årige kvinde og den 50-årige mand er kørt på skadestuen, men de skulle ikke umiddelbart være i livsfare, lyder det.
Politiet fik anmeldelsen omkring klokken halv fem, og brandårsagen er endnu ukendt.
– Der har været brand i et eller andet i køkkenet – formentlig omkring komfuret, siger vagtchefen.
Både politi og brandvæsen er til stede på adressen på Vitskølklostervej.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq