Motorvej genåbnet efter busbrand


    40 buspassagerer måtte i al hast forlade bussen, da den lørdag formiddag brød i brand på motorvejen ved Kolding.

    Ifølge vagtchef Bent Hedeager Nielsen fra Sydøstjyllands Politi kom ingen af passagererne til skade ved branden.

    – De blev samlet op af en anden bus og kørt til rastepladsen Hylkedal, hvor de blev hentet af busselskabet og kørt til deres destination, fortæller vagtchefen.

    LÆS OGSÅ: Voldsom brand i bus: 40 passagerer evakueret på motorvej
    I forbindelse med brandvæsnets arbejde på stedet valgte politiet at lukke motorvejen for al trafik i sydgående retning. Kort før klokken 13 lørdag oplyser Bent Hedeager Nielsen, at motorvejen igen er genåbnet helt for trafik.

    Vejdirektoratet oplyser, at motorvejslukningen har forårsaget lange køer både på motorvej E45, hvor bussen befandt sig, og på motorvej E20, som møder E45 omkring Kolding.

    De 40 passagerer på bussen var på vej syd for grænsen for at handle i de tyske grænsebutikker.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq