Det kunne være gået helt galt, da Metroselskabet torsdag eftermiddag foretog en sprængning i forbindelse med byggeriet af Cityringen på Rådhuspladsen i København.
Nogle betonstykker fløj ukontrollabelt over Rådhuspladsen og ramte to biler i Vestergade.
– Den ene bil fik smadret en rude, fortæller vagtchefen ved Københavns Politi.
– Men heldigvis kom ingen mennesker noget til.
Metroselskabet har en tilladelse til at foretage sprængninger i forbindelse med anlæggelsen af Cityringen, men den er betinget af en række vilkår.
– Det er blandt andet, at sprængningerne ikke må være til fare for personer eller bygninger, fortæller vagtchefen.
Ingen personer er sigtet i forbindelse med uheldet, men det er blevet indskærpet over for Metroselskabet, at det skal sørge for, at sådan et uheld ikke sker igen.
Fredag går Arbejdstilsynet i gang med at undersøge, om alle regler er blevet overholdt.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq