Ansat stukket ihjel på institution


    En ansat på institutionen Saxenhøj i Sakskøbing er onsdag over middag blevet dræbt af knivstik. Det oplyser institutionens forstander, Erik Søndergaard, til flere medier.

    LÆS OGSÅ: Flere stukket ned på institution på Lolland

    Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen hverken be- eller afkræfte oplysningerne.

    – Det, vi kan sige, er, at der har været flere personer involveret i et knivstikkeri, og at vi har anholdt en mand, som, vi formoder, er gerningsmanden, siger Søren Ravn-Nielsen.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Vicepolitiinspektøren oplyser imidlertid til Ritzau, at der formentlig er tale om tilskadekomst i den alvorlige ende.

    Politiken.dk skriver, at den dræbte skulle være en mandlig lægekonsulent. Derudover er en anden ansat blevet alvorligt såret, mens en tredje er kørt på sygehuset med mindre kvæstelser.

    Institutionen Saxenhøj rummer blandt andet botilbud til personer med nedsat funktionsevne, fysisk såvel som psykisk.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq