En 29-årig mand har i to tilfælde via internettet forulempet to unge piger, mener Københavns Politi.
Manden er nu anholdt, og onsdag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, oplyser politikommissær Hans Erik Raben til Ritzau.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre– Han har på forskellige chatsider talt med unge piger og har formået dem til at gøre forskellige ting af seksuel karakter foran et webcam, fortæller Raben om sigtelsen mod manden.
Det er blandt andet chathjemmesiden Moviestarplanet, der ifølge Hans Erik Raben har børn mellem otte og 15 år som målgruppe, som den 29-årige mand angiveligt har benyttet til at opstøve sine ofre.
Hans Erik Raben ser sagen som et signal til forældre om, at det er vigtigt at holde godt øje med børnenes færden i cyberspace.
– Hold øje med jeres børn og tal med dem om, hvad de laver på nettet, for der er altså en del af de her typer derude, siger politikommissæren.
Den 29-årige mand er ifølge Hans Erik Raben også sigtet for besiddelse af børneporno.
Hvad angår krænkelserne af de unge piger, er der rejst sigtelse efter straffelovens bestemmelser, som drejer sig om forsøg på voldtægt af et barn under 12 år.
Den formodede pædofile er desuden sigtet for en paragraf i straffeloven, som handler om at få personer under 18 år til deltage i en “pornografisk forestilling”. Endelig er manden sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Manden er blevet anholdt tirsdag, efter at politiet har modtaget en anmeldelse, som i første omgang er blevet behandlet af Rigspolitiets it-specialister, og som derefter er blevet videregivet til Københavns Politi.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt i løbet af onsdagen.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq