Microsoft lukker sikkerhedshul med ny opdatering


    It-giganten Microsoft har torsdag udsendt en opdatering, der vil reparere en alvorlig sikkerhedsbrist i Internet Explorer, som blev afsløret i mandags.

    Sikkerhedsbristen i browseren var så alvorlig, at USA’s ministerium for intern sikkerhed anbefalede brugere at benytte en anden browser. Samme advarsel lød fra de tyske og britiske regeringer.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Sikkerhedshullet gælder de computerbrugere, der stadig bruger styresystemet Windows XP. Tidligere på måneden meddelte Microsoft nemlig, at man ikke ville lave flere opdateringer til systemet.

    I weekenden dukkede der så historier op om, at der var et hul i Internet Explorer, som kan bruges til hacker-angreb, og Microsoft valgte derfor alligevel at lave en opdatering.

    – Vi besluttede at lukke sikkerhedshullet, lukke det hurtigt og lukke det for alle vores kunder, siger talskvinde hos Microsoft Andrienne Hall på selskabets officielle blog.

    Hun siger samtidig, at der ikke har været særlig mange angreb på systemet.

    – Der har været et meget lavt antal angreb mod denne sårbarhed, og bekymringerne er rent faktisk overdrevne, siger Adrienne Hall.

    Sårbarheden bestod i, at man blandt andet kunne korrumpere den hukommelse, som browseren anvender, og derved sætte en hacker i stand til at afvikle programmer via browseren på ofrets pc.

    Internet Explorer sidder på 55 procent af det internationale browsermarked.

    Eksperter i computersikkerhed anbefaler de, der ikke allerede har gjort det, at droppe styresystemet XP på deres computere og opgradere til Windows 7 eller Windows 8.

    /ritzau/Reuters

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq