Se og Hør har tilsyneladende haft tæt kontakt til den hemmelige kilde, der er centrum i ugebladets overvågningsskandale, helt frem til i dag.
Berlingske har fået bekræftet, at to journalister og en fotograf fra Se og Hør samt vedkommende, der er udpeget som den såkaldte tys-tys-kilde i sagen om ulovlig overvågning af kendte og kongelige, var akkrediteret for ugebladet ved en koncert i Parken i lørdags.
Like localeyes.dk på FacebookBT afslørede mandag på baggrund af en bog skrevet af en tidligere Se og Hør-journalist, at ugebladet angiveligt har betalt en hemmelig kilde for at overvåge kendtes kreditkortoplysninger.
Ulovlighederne skulle have stået på fra 2008-2012, og både TV2 News, DR Nyheder og Radio 24/7 har tirsdag fået bekræftet fremgangsmåden af andre anonyme kilder med bånd til Se og Hør.
De to journalister, der var med til Top Charlie-arrangementet sidste lørdag, har ifølge Berlingske skrevet flere historier for Se og Hør, der bygger på de kreditkortoplysninger, som tys-tys-kilden angiveligt har leveret via sit tidligere virke for PBS, det senere Nets.
Berlingske har talt med den ene af de to journalister, som dog ikke ønsker at kommentere sagen. Men koncerten i Parken var ikke det første arrangement, som den hemmelige kilde har været med til for Se og Hør, siger journalisten.
Mandag afviste Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg, at han havde kendskab til ugebladets formodede tys-tys-kilde. Og han fastholder sin uskyld i sagen, der tirsdag fik Se og Hørs daværende chefredaktør Henrik Qvortrup til at trække sig som politisk kommentator på TV2.
– Hvis det er den mand, som tilsyneladende er mistænkt i medierne, kender jeg ham udelukkende af udseende og som en ven til en af journalisterne i huset. Hvis det viser sig, at der er noget om snakken, er jeg rystet og tager afstand fra metoderne, siger Pinborg til Berlingske.
– Jeg kan garantere dig, at der ikke har været sådan en kilde, siden jeg startede i huset, siger Niels Pinborg, som tiltrådte i efteråret 2013.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq