Ung mand parkerede inde i medborgerhus – glemte håndbremsen


    En ung mand fra Bording ærgrede sig sikkert grundigt, da han ikke kunne finde sin bil, der var parkeret på Bindslevs Plads i Silkeborg.

    Men ærgrelsen blev til glæde vendt, som der så smukt står i de gamle sange – bilen befandt sig nemlig ved Medborgerhuset – vel at mærke inde i selve Medborgerhuset. Bilen var trillet ind gennem en rude på 2 x 3 meter, fordi ejermanden havde glemt at trække håndbremsen, da han parkerede bilen.

    Den 21-årige slap dog ikke helt gratis for bilens egenhændige køretur. Han får nemlig en bøde for ikke at have sikret køretøjet tilstrækkeligt, inden han forlod det.
    Og så bliver der sikkert også lidt at se til for forsikringsselskabets jurister – for hvem var skadevolderen egentlig – når nu bilen “ku’ selv”.

    /Peter Erfurt/