GGGI-sagen er så oplyst, som den kan blive.
Sådan lyder det fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der tirsdag endnu engang måtte svare på spørgsmål i kølvandet på sagen om sine dyre rejser for den dansk støttede klimaorganisation Global Green Growth Institut (GGGI), hvor han er bestyrelsesformand.
Like localeyes.dk på FacebookTirsdag har dagbladet Information fået oversat nogle citater fra et koreansk tidligere bestyrelsesmedlem af GGGI, der fortæller, at Løkke først sagde ja til at komme med til Rio de Janeiro, da han fik sin datters rejse betalt.
Tidligere har Løkke omtalt det faktum, at han ikke fik betalt for datterens rejse, for en “misforståelse”.
Men der er intet nyt i oplysningerne fra det tidligere koreanske bestyrelsesmedlem, siger Lars Løkke Rasmussen.
– Der er ikke noget nyt i den historie. Det er ikke nogen ny oplysning, at GGGI betalte for den billet og gerne ville betale for den. Det er ikke nogen ny oplysning, at jeg dengang oplyste, at jeg selv skulle betale, og derfor er det en misforståelse, siger han.
– Som I godt ved, er der rettet op på det for længe siden, siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til, at han tidligere har sagt, at billetten for datteren til 27.000 kroner er betalt.
Spørgsmål: Hvornår tilkendegav du over for GGGI, at du selv ville betale?
– Jeg ved med sikkerhed, at min medarbejder dengang sagde, at jeg selv ville betale. Men jeg har ikke flere kommentarer. Jeg tror, at denne her sag er så oplyst, som den kan blive, siger han.
GGGI har tidligere oplyst, at der ligger dokumenter vedrørende, hvem der betalte hvad og hvornår omkring Lars Løkke Rasmussens datters klima-rejse. Men det er op til Løkke selv at lægge dokumenterne frem, hvilket Dansk Folkeparti har opfordret Løkke til at gøre.
Spørgsmål: Hvorfor må offentligheden ikke se den korrespondance, du har haft med GGGI (om betaling for rejsen, red.)?
– Det stiller ikke sagen anderledes overhovedet. For mig er der ikke noget nyt: Det har været klart, at GGGI ville betale, og når det så ikke skete i første omgang, så er det en fejl, som der er rettet op på.
– Der er ingen grund til at fremlægge en korrespondance, der involverer mine medarbejdere, når jeg siger, at det beror på en misforståelse, siger han.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq