De unge trykker ulovlige kopivarer i skoletiden, går kun i skole få timer om dagen og ryger åbenlyst hash. Sådan er hverdagen på Sølager, som er en ud af landets otte sikrede institutioner. Det fortæller både nuværende og tidligere personale til Politiken søndag.
En af dem er Katrine Reinholt, som blev ansat som lærer for institutionens to afdelinger i Hundested i december 2012. Det er hun ikke længere. Hun sagde op i februar, da hun ikke længere kunne “stå inde for den undervisning, som stedet tilbyder de unge”.
– Det, jeg oplever med mine lærerbriller, er, at tingene sejler på Sølager. Og det har jeg meget, meget svært ved at se på. De er via lovgivningen forpligtet til at give de unge undervisning, når de er derinde.
– Det kan man ikke sige, de får nu, siger Katrine Reinholt til Politiken søndag og fortæller, at de unge anbragte i gennemsnit bliver undervist maksimalt to timer om dagen, altså ti timer om ugen.
Sølager, der er en specialinstitution for udsatte unge i alderen 15-18 år, som har begået eksempelvis vold, tyveri, hjemmerøveri eller banderelaterede skyderier, er forpligtet til at overholde undervisningspligten på minimum 21 klokketimer om ugen.
Men det overholder institutionen ikke, og det erkender Sølagers forstanderinde også over for Politiken søndag. Ifølge hende bliver eleverne i øjeblikket undervist op til 14 timer om ugen.
Flere tidligere ansatte fortæller, at det er uhyre populært blandt de unge at trykke kendte modemærker på tøj på et værksted.
– De unge trykker med ledelsens vidende kopivarer i skoletiden til videresalg, når de kommer ud. Og de trykker rigtig meget tøj, siger Katrine Reinholt.
En anden tidligere ansat, Flemming Kjær, som stoppede i september, bekræfter historien.
– Trøjetrykkeriet har et pc-program med en masse brands til print på trøjerne. Jeg var vidne til, at mange af de unge fik lavet mange – måske 5-10 om ugen – til sig selv og deres familie og venner.
Sølagers forstander afviser at kende noget til kopivarene.
– Det er ikke noget, som vi kender til. Så skal det være, fordi personalet vender ryggen til i nogle minutter, siger Mette Vestergaard
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq