Regeringen skal hjælpe, så arbejdsløse kan optjene ret til dagpenge på et halvt år, mens de nu skal arbejde et år for at få dagpenge.
Det kræver radikale kredsformænd, som i avisen Kommunen kritiserer De Radikales partitop for at føre en for stram linje.
Den radikale kredsformand Niels Kristian Refstrup fra Sønderjylland er uenig med partitoppen.
– Hvis vi havde fuld beskæftigelse, var det okay med et års optjening, men nu, hvor mange er blevet arbejdsløse uden selv at være skyld i det, synes jeg, at det skal være et halvt år. Desuden skal tiden bruges på kurser, der faktisk nytter, siger han til Kommunen.
Han støttes af kredsformanden Peer Tidemand-Petersson i Nordsjælland.
– Det var lidt hårdt både at forkorte dagpengeperioden og forlænge optjeningsperioden på én gang. Man bør nok forkorte optjeningsperioden. Man kunne i hvert fald indføre en mere fleksibel optjeningsmodel, siger Peer Tidemand-Pettersson.
På Bornholm advarer kredsformand Bente Johansen om, at mange mennesker med sæsonarbejde rammes meget hårdt. Det giver god mening med en kortere optjeningsperiode, hvis arbejdsmarkedet er fleksibelt. De Radikale bør sikre, at uligheden ikke vokser, mener hun.
– Jeg bliver ked af det, når jeg hører at fattigdommen i Danmark øges. Det er ikke det Danmark, jeg ønsker mig som radikal, siger Bente Johansen.
De Radikales gruppeformand, Christian Friis Bach, står fast trods baglandets kritik.
– Regeringens politik er at fastholde den etårige optjeningsperiode. Hvis man indfører en kortere optjening, så er der flere, som vil ryge ud og ind af arbejdsmarkedet, da man så kan nøjes med to måneders beskæftigelse om året, siger Christian Friis Bach til avisen Kommunen.
Ifølge ham vil det koste 700 millioner kroner at halvere optjeningsperioden til et halvt år, siger han.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq