Dødstallet stiger efter færgetragedie: 49 lig fundet


    Dykkere har søndag bjærget yderligere 13 lig i den sydkoreanske færge, som onsdag kæntrede ud for landets kyst og sank.

    Dermed er det samlede dødstal oppe på 49, lyder det fra en talsmand for kystvagten i Sydkorea.

    Stærk strøm og dårlig sigtbarhed havde indtil lørdag aften lokal tid gjort eftersøgningen vanskelig for de adskillige dykkere, som er involveret i aktionen.

    253 personer savnes fortsat, og redningsmandskabet frygter, at de er omkommet inde i skibsskroget. Mange af de savnede er unge fra en sydkoreansk high school, og færgetragedien ser ud til at blive Sydkoreas værste i 21 år.

    Omkring 100 pårørende var søndag morgen samlet på øen Jindo, der er base for redningsmandskabet, skriver nyhedsbureauet Reuters. De mange pårørende forsøgte at komme over en bro til fastlandet, da de vil til hovedstaden Seoul for at protestere.

    Men politiet forhindrede dem i at nå broen, selvom pårørende forsøgte at trænge igennem muren af betjente.

    – Giv mig liget, siger en grædende kvinde, mens hun bliver trøstet af to politimænd.

    Færgen Sewol sank onsdag morgen i 27 meter dybt vand med 475 mennesker om bord.

    Tre besætningsmedlemmer – heriblandt kaptajnen – er blevet anholdt. De er sigtet for at have forsømt deres arbejde på færgen.

    /ritzau/AFP

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq