Tre mænd iført mørke hættetrøjer røvede lørdag morgen klokken halv seks en McDonalds-restaurant i Rødekro i Sønderjylland.
Den ene mand havde en pistol, og på engelsk truede mændene sig til indholdet af kasseapparatet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
– De talte engelsk, men vi har endnu ikke noget signalement, så vi vil gerne høre, hvis nogen har set en bil opføre sig mærkeligt på motorvejsbroen eller i rundkørslen nær ved, siger vagtchef Jan Stokholm til Ritzau.
– Vi har en formodning om, at de har haft en fjerdemand – en chauffør – som har ventet, siger han.
Restauranten ligger på Kometvej og har døgnåbent, så der var personale til stede, da røverne slog til tidligt om morgenen.
Politiet har meget sparsomme oplysninger om røverne, som alle var iført mørke hættetrøjer, mørke bukser og handsker.
Manden med pistolen havde hvide kondisko på, som den eneste.
Røverne slap væk med et ukendt kontantbeløb.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq