Travle tyve: Bankbokse sprængt i fire jyske byer indenfor en time


    Bankbokse i fire jyske byer er natten til torsdag blevet udsat for sprængningsforsøg i løbet af en time. Politiet har mistanke om, at flere gerningsmænd står bag.

    Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.

    Like localeyes.dk på Facebook

    – Der er sket bokssprængningsforsøg i fire forskellige banker mellem klokken 4.06 og 5.09 torsdag morgen. Vi er ikke bekendt med noget udbytte, og vi har ingen meldinger om tilskadekomne, siger han til Ritzau.

    Bankerne ligger i de nordjyske byer Åbybro, Tårs, Klokkerholm og Brønderslev.

    Det korte tidsinterval mellem sprængningerne og afstanden mellem byerne får politiet til at regne med, at der er tale om flere gerningsmænd.

    Nørresundby Bank i Åbybro er den første bank, der blev ramt af sprængning. Otte minutter senere var den gal i Tårs’ Spar Nord, mens Sparekassen Vendsyssel i Klokkerholm ved Hjallerup blev udsat for sprængningsforsøg klokken 4.27.

    Den sidste bank i det tilsyneladende koordinerede angreb er Nordjyske Bank i Brønderslev.

    – Teoretisk set er det nogle steder muligt at nå fra den ene bank til en anden i løbet af de minutter, men andre steder kan det ikke lade sig gøre, så der må være flere om det. Det er vi sikre på, siger Bent Højgaard.

    Politiet er nu i gang med undersøgelser på gerningsstederne, men har endnu ingen mistænkte.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq