Uanset orkan og stormflod er det en lukrativ forretning at levere forsikring, Tryg kom ud af årets første tre måneder med et resultat før skat på 602 millioner kroner.
Det oplyser forsikringskoncernen i en fondsbørsmeddelelse.
På trods af et lavere resultat på bundlinjen præsterede Tryg en fremgang på fem procent i forsikringsresultatet, og det er koncernchefen godt tilfreds med.
– Det er tilfredsstillende, at vi kan levere fremgang i forsikringsresultatet trods en stigning på 150 millioner til udbetalinger til vores kunder på store skader.
– Combined ratio blev forbedret fra 90,3 til 89,2, og vores nominelle omkostninger faldt med to procent, siger koncernchef Morten Hübbe i en pressemeddelelse.
Combined ratio viser, hvor meget selskabet udbetaler i skadesomkostninger for hver 100 kroner selskabet får ind i forsikringspræmie.
Det forsikringstekniske resultat viser en fremgang til 523 millioner kroner.
– Det er positivt påvirket af det igangværende effektiviseringsprogram, men negativt påvirket af højere udgifter til storskader, samt et lavere investeringsafkast, udtaler Morten Hübbe.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq