Den spanske fodboldspiller Daniel Benitez, som spiller for den spanske klub Granada, er angivelig taget for kokainbrug. Han risikerer at blive udelukket fra al fodbold i op til to år.
Den spanske avis AS skriver, at 26-årige Benitez blev testet positiv for brug af kokain efter Granadas 1-0-sejr mod Betis i februar.
I den kamp blev han skiftet ind efter en times spil, men blev efterfølgende udvist på grund af en slem tackling efter bare 16 minutter på banen.
Hvis B-prøven også er positiv venter en udelukkelse på op til to år samt en klækkelig bøde for brud på dopingreglerne.
Det er ikke første gang, at 26-årige Daniel Benitez er indblandet i en skandale. For snart to år siden blev han udelukket i tre måneder for at have kastet en flaske i hovedet på dommeren i en kamp mod Real Madrid.
Granada ligger på 11.-pladsen i Primera Division. Benitez er ikke startet inde en kamp for klubben siden september.
/ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq