Formel 1-kørerne er fredag gået i gang med træningsløbene på Sepang International Circuit, som søndag lægger asfalt til årets andet løb i sæsonen.
Og som den eneste af de 22 kørere er danske Kevin Magnussen debutant på banen. Han kender den kun fra simulatoren hjemme i McLarens hovedsæde i England.
Anlægget ligger cirka 60 kilometer uden for hovedstaden Kuala Lumpur og har den næstlængste strækning fra startlinjen til det første sving af samtlige de 19 Formel 1-baner.
Og det bringer hastighederne op på cirka 300 kilometer i timen, inden kørerne for første gang skal have foden på bremserne og dreje på rattet. I svinget falder hastigheden til cirka 80 kilometer i timen, før der igen bliver gasset op til 280 kilometer i timen.
/ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq