Dansk nederlag og skade i NHL


    Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker og Phoenix Coyotes har masser at spille for i NHL i disse dage og uger.

    Mandag aften kom de ud med masser af gejst mod New York Rangers i Madison Square Garden. Phoenix førte 2-0 efter første periode, men endte alligevel med at tabe kampen med 3-4 efter overtid. Mikkel Bødker, som har lavet 44 point i denne sæson, kom ikke på pointtavlen.

    Klubben fra ørkenstaten holder, trods nederlaget, stadig fast i den sidste slutspilsplads i Western Conference. Phoenix mangler 10 kampe og har et enkelt point mere end Dallas, som dog har spillet en kamp færre.

    Phoenix får en chance for at vaske nederlaget af sig allerede tirsdag, hvor holdet er i Pittsburgh.

    /ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq