Den danske fodboldspiller Alexander Scholz er den store helt i sin klub Lokeren, efter at han lørdag aften var den direkte årsag til, at klubben vandt den belgiske pokalfinale.
På King Baudouin Stadion i Bruxelles vandt Lokeren finalen med 1-0 over Zulte Waregem, og det var Scholz, der stod for sejrsmålet 12 minutter inde i anden halvleg.
Den tidligere Vejle-spiller satte hovedet på bolden efter et hjørnespark, og derfra strøg den i nettet bag Zulte Waregems keeper, Sébastien Bruzzese. Dermed er Lokeren belgisk pokalvinder for anden gang.
/ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq