Det gik ualmindeligt stærkt, da den finske tennisspiller Jarkko Nieminen torsdag lammetævede sin modstander i første runde af ATP-turneringen i Miami.
Da verdens nummer 40 igen kunne pakke sin ketsjer i tasken, var der nemlig kun gået 28 minutter og 20 sekunder, og det er rekord for hurtigste sejr på ATP-touren.
På den anden side af nettet stod australske Bernard Tomic, der tabte med de smertefulde cifre 0-6, 1-6.
Den seneste rekord blev holdt af briten Greg Rusedski, der slog Carsten Arriens fra Tyskland 6-0, 6-0 ved turneringen Sydney International på bare 29 minutter.
Touren begyndte at holde styr på rekorderne i 1991.
/ritzau/Reuters
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq