Politiet anholder ikke generelt utilfredse kunder i butikkerne, men mandag formiddag var en undtagelse. En 40-årig mand fra Guldborg var temmelig urolig i Elgiganten i Guldborgsundcentret i Nykøbing.
Den 40-årige skulle have pengene retur for en vare, men på grund af forretningens sikkerhedspolitik på området, kunne medarbejderen ikke udbetale hele beløbet. Det blev den 40-årige svært utilfreds med og truede med at smadre noget i forretningen, og herefter blev politiet tilkaldt.
Den 40-årige gjorde modstand, da betjentene ville føre ham ud, og han måtte derfor have håndjern på. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med til politistationen i Nykøbing. Her fik han ved politiets mellemkomst sine penge tilbage for den returnerede vare, inden han blev løsladt igen.