Esbjergs træner er sur over tæt kampprogram


    En pause på knap 60 timer mellem to vigtige fodboldkampe er ikke meget, og Esbjergs træner Niels Frederiksen har svært ved at forstå, hvorfor man i dansk fodbold ikke tager mere hensyn til klubber, der spiller med i de europæiske turneringer.

    Esbjerg spillede sent torsdag aften i Europa League mod Fiorentina og skal allerede i aktion i den hjemlige liga mod OB søndag klokken 13.

    – Vi prøvede jo også flere gange i efteråret at skulle spille om søndagen i stedet for at få mandagskampen.

    – Jeg ved godt, at det skyldes den tv-aftale, som klubberne jo selv har været med til at lave, og at vi derfor har et ansvar selv. Alligevel er det noget, der er brug for at få kigget på, siger Niels Frederiksen.

    /ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq