To slynget ud af bil: Passager død


    En 43-årig mand fra lokalområdet mistede onsdag aften livet ved en trafikulykke ved Ravnstrup cirka 10 kilometer vest for Viborg.

    – Af en eller anden grund er bilen åbenbart kommet i slinger. Det ender med, at den ruller rundt adskillige gange ude på en mark. Begge personer i bilen bliver slynget ud, fortæller vagtchefen.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Den 43-årige var passager i bilen. Han blev erklæret død på sygehuset i Viborg cirka en time efter ulykken. Politiet har været i kontakt med pårørende til den dræbte.

    Føreren af bilen, en 50-årig mand, slap med mindre kvæstelser. Han er uden for livsfare. Politiet er endnu ikke klar over årsagen til ulykken.

    /ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq