Homoseksuel skriver historisk kontrakt med NBA-hold


    Den 35-årige basketballspiller Jason Collins blev den første – offentligt kendte – homoseksuelle spiller i en af de fire store amerikanske idrætsgrene, da han søndag skrev under på en 10 dage lang kontrakt med NBA-holdet Brooklyn Nets.

    Collins, som er en basketballveteran med 13 års NBA-erfaring, sprang ud af skabet i april sidste år. Det skete dog først, efter at hans kontrakt med Washington Wizards var udløbet.

    Tidligere på måneden afslørede den 24-årige college-spiller i amerikansk fodbold, Michael Sam, at han er homoseksuel.

    Det forventes, at Sam bliver den første erklærede homoseksuelle spiller i den nordamerikanske liga, NFL, i næste sæson.

    Det ventes derimod allerede, at Collins kan komme i aktion natten til mandag dansk tid, når Brooklyn Nets møder Los Angeles Lakers.

    /ritzau/Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq