Det var på flere måder en forfærdelig torsdag aften for Ajax. Amsterdam-klubben blev på hjemmebane ydmyget med 0-3 af østrigske Red Bull Salzburg, men allerede inden kampen, var der dårligt nyt for danskerklubben.
Lasse Schöne, der var sat på holdkortet til aftenens startopstilling, vred om på anklen og måtte opgive at spille.
Efter kampen var Ajax-træner Frank de Boer ikke optimistisk på danskerens vegne. Han frygter, at der er tale om en alvorlig ankelskade.
– Han skreg i smerte, og så er det ofte alvorligt. Lad os håbe, jeg tager fejl, men jeg har mine tvivl, siger Frank de Boer til RTL 7 ifølge Voetball International.
/ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq