Dansk dokumentar vinder stor Bafta-pris


    Den meget omtalte dansk producerede dokumentarfilm The Act of Killing er årets bedste dokumentar, hvis man spørger det britiske filmakademi, Bafta.

    Søndag aften har dokumentaren vundet prisen for bedste dokumentar ved det britiske modstykke til Oscar-prisuddelingen i London.

    Dokumentarfilmen er instrueret af den amerikanske, men herboende instruktør Joshua Oppenheimer og er dansk produceret.

    The Act of Killing handler om det grusomme folkemord på over en halv million indonesere, der skete, efter at den indonesiske regering blev væltet af militæret i 1965.

    Dokumentaren har blandt andet vundet en sær-Bodil, en Robert, en Gotham Award og en pris på Berlin Film Festival.

    Den er desuden med i kapløbet om en Oscar-statuette i kategorien bedste dokumentar.

    /ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq