De danske badmintonkvinder ville ikke stå tilbage for de danske herrer, der søndag vandt EM-finalen over England.
Danmarks damesingler sørgede for, at EM-finalen mod Rusland blev en kort affære. 3-0 endte det uden sættab, og doublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl kom således slet ikke i kamp.
– Det er et meget flot resultat i fraværet af Tine Baun. Guldmedaljen gør mig stolt, og det er en anerkendelse af indsatsen ydet af og omkring pigerne, siger sportschef i Badminton Danmark Finn Trærup-Hansen til badminton.dk.
Tidligere på dagen besejrede de danske herrer England med samlet 3-1.
/ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq