Vakse naboer opdagede indbrudstyve


    To mænd skal nu i fængsel for forsøg på villaindbrud og indbrud i villa i Hvidovre og Albertslund. Den ene mand blev pågrebet på fersk gerning, fordi naboer reagerede hurtigt, oplyser Københavns Vestegns Politi.

    Vakse borgere og godt politiarbejde udløste i dag fængselsstraffe til to indbrudstyve på 42 og 43 år.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    De blev opdaget i færd med at begå indbrud på Femagervej i Hvidovre af kvikke beboere, som fik tilkaldt politiet. En hurtig patrulje fik anholdt den 43-årige indbrudstyv, mens den anden slap væk. Han blev anholdt nogle dage senere.

    Efterforskere kunne desuden forbinde den 43-årige til yderligere et indbrud på Damgårdsvej i Albertslund den 6. februar.

    Han blev i dag dømt for indbruddet på Damgårdsvej i Albertslund. Begge tyve blev dømt for indbrudsforsøgene på Femagervej og Grønskifte i Hvidovre.

    Den 43-årige, som tidligere er straffet utallige gange for tyveri, fik syv måneders fængsel, mens den 42-årige fik en udeblivelsesdom på tre måneders fængsel.

    – Takket være årvågne borgeres hurtige reaktion kunne politiet anholde en person på stedet og finde frem til den anden indbrudstyv. Nabohjælp og årvågenhed betaler sig, siger anklager Lars Lindkær Jensen.

    Den 43-årige valgte at anke dommen på stedet.