Historisk lavpunkt: SF tæt på spærregrænsen


    Det er ingen hemmelighed, at SF fremstår som et splittet og kriseramt parti på vej imod en ny identitet.

    Alligevel må det være en våd klud i ansigtet på partiet, at det blot opnår 2,4 procent af stemmerne i en ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

    Hvis der var valg i dag, ville SF dermed få fire mandater. Det er 12 færre, end partiet fik ved valget i september 2011 og samtidig den laveste opbakning, SF nogensinde har fået i en Voxmeter-måling.

    Størst er Venstre, som ville få 29,4 procent af stemmerne ved et valg, mens Socialdemokraterne ville opnå en tilslutning på 20,1 procent. For Venstre er der tale om en fremgang på 2,7 procentpoint siden valget. Socialdemokraterne mister 4,7 procentpoint.

    De Radikale og De Konservative går en anelse tilbage til henholdsvis 9,1 og 4,7 procent.

    Dansk Folkeparti vokser 4,4 procentpoint til 16,7, mens Enhedslisten får 11,7 procent af vælgernes gunst – svarende til en fremgang på 5 procentpoint.

    Den maksimale usikkerhed i målingen er 2,8 procentpoint.

    /ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq