Hårde domme til fem unge mænd for narkosmugling


    Indsmugling af narkotika dømmes hårdt. Det står nu klart for de fem unge mænd fra Grenå, der fredag fik mellem fire og otte års fængsel.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Fredag faldt der dom i en større narkotikasag fra Grenå, hvor fem mænd fra 19-21 år blev dømt for indsmugling af store mængder narkotika fra Holland.

    De fem unge mænd, der alle ankede dommene, var ikke kendt af politiet for tidligere forhold. Den ene, som politiet betegner som initiativtageren til indsmuglingen, blev idømt otte års fængsel for indsmugling af 159 gram kokain og 1492 gram MDMA (bruges i ectasypiller) i juli, og for indsmugling af 5 kg ketamin i maj. Derudover blev to mænd idømt hver fire års fængsel for indsmuglingen af kokainen og MDMA, mens to andre fik hver fem års fængsel for deres medvirken til indsmuglingen af de 5 kg ketamin.

    – Retten har sendt et klart signal om, at indsmugling af narkotika straffes hårdt, og at indsmugling af ketamin, som egentlig er et bedøvelsesmiddel til heste, straffes på lige fod med hård narkotika, siger vicepolitiinspektør i Østjyllands Politis efterforskningsenhed, Jesper Bøjgaard Madsen.

    Købere kan forvente bøder Jesper Bøjgaard Madsen formoder, at de unge mænd i første omgang har opfattet det som en relativ let måde at tjene penge på, men han advarer om, at det har hårde konsekvenser.

    – Og fængselsstraffene får jo ikke kun konsekvenser for de fem. Det rammer også deres pårørende, at de nu kommer bag tremmer i flere år, siger han.

    Flere aftagere af de indsmuglede stoffer har allerede haft besøg af politiet og har modtaget et bødeforlæg – men flere kan forvente en dyr hilsen fra politiet i nærmeste fremtid.