Evaluering afslører fortsatte problemer med akuttelefon


    Siden Region Hovedstaden ved årsskiftet erstattede lægevagten med den nye akuttelefon og hyrede ekstra sygeplejersker til at besvare opkaldene fra patienter, er ventetiden på den nye tjeneste fortsat med at stige.

    LÆS OGSÅ: Ny akuttelefon dumper efter et halvt døgn
    Det afslører en ny evaluering af akuttelefonen, som Radio24syv har fået indblik i.

    Evalueringen viser, at Region Hovedstadens borgere måtte vente helt op til 48 minutter på at komme igennem til akuttelefonen i den forgangne weekend.

    Det er det højeste niveau siden akuttelefonens første uge i januar.

    – Det er ikke tilfredsstillende, skriver Region Hovedstaden ifølge radiostationen i evalueringen.

    LÆS OGSÅ: Læger har ringet til akuttelefonen 255 gange
    Heller ikke formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), er tilfreds med resultatet.

    – Det er selvfølgelig ikke godt nok. Vi skal have ventetiderne ned, så den her akutfunktion kan blive en succes, og det kigger vi på nu, siger hun til Radio24syv.

    Region Hovedstaden vil nu ansætte endnu en række sygeplejersker for at sikre mindre ventetid.

    – Hvis vi hyrer fem til 10 ekstra sygeplejersker, bør det ikke koste mere end fem millioner kroner ekstra om året, siger Sophie Hæstorp Andersen.

    Like localeyes.dk på Facebook

    På regionsrådsmødet i Region Hovedstaden tirsdag aften siger Hæstorp Andersen ifølge Politiken, at det skal analyseres til bunds, “hvordan vi kan gøre det bedre”.

    Det er allerede blevet aftalt at evaluere hele forløbet omkring oprettelsen af 1813-ordningen, men tirsdag aften kræver flere af partierne i Region Hovedstaden, at der bliver tale om en uvildig undersøgelse, skriver politiken.dk.

    Det gælder blandt andre De Konservatives Lene Kaspersen og Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti.

    Akuttelefonen havde til hensigt at spare Region Hovedstaden for 15 millioner kroner om året, men for en måned siden afsatte regionen en buffer på netop 15 millioner kroner for at sikre mindre ventetid.

    Regionens målsætning med akuttelefonen er, at 90 procent af borgerne skal igennem til en sygeplejerske inden for tre minutter. Dette sker dog kun i tre procent af tilfældene, afslører evalueringen.

    Omvendt fik 90 procent af borgerne en læge i røret inden for fire minutter ved opkald til lægevagten i 2012 og 2013, viser tal fra Lægeforeningen.

    /ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq