Det danske kvindelandshold i håndbold afviser, at der er spillere på holdet, der skulle have ønsket landstræner Jan Pytlick fyret. Men der er uenighed om, hvilken vej holdet skal følge fremover.
– Internt i gruppen er der naturligt nok divergerende opfattelser af, hvad der er mest effektivt i forhold til det forhåndenværende spillermateriale, men det er vel kun naturligt, at den slags emner bliver debatteret i en intern evaluering, lyder det fra anfører, Line Jørgensen i en pressemeddelelse.
Det var BT, der mandag berettede om uro på kvindelandsholdet efter et VM-evalueringsmøde i januar, hvor flere spillere skulle have ønsket en landsholdsfremtid uden Pytlick.
Utilfredsheden med landstræneren skulle først og fremmest bunde i, at en række spillere ikke er enige i beslutningen om at gå væk fra den offensive spillestil, man ellers var begyndt at praktisere efter OL-fiaskoen i London.
/ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq