Mistænkt voldtægtsmand fængslet i Danmark


    Glostrup Ret har netop fængslet en 26-årig mand, som begæres udleveret af italiensk politi. Han mistænkes for to voldtægtsforsøg i Italien.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Natten til den 11. januar 2014 blev der forøvet to voldtægtsforsøg i den italienske by Bologna. Efterfølgende udstedte italienske myndigheder en europæisk arrestordre på en 26-årig rumænsk mand, som officielt var bosiddende i Albertslund.

    Italiensk politi sætter ham i forbindelse med de to voldtægtsforsøg og undersøger desuden, om han kan forbindes med to andre forudgående seksuelle overgreb i byen.

    Københavns Vestegns Politis efterforskning sporede ham til en adresse i København, hvor han blev anholdt torsdag kl. 10.45.

    I forbindelse med anholdelsen foretog Københavns Vestegns Politi undersøgelser til brug for italiensk politis voldtægtsefterforskning.

    Fredag formiddag blev han varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør med henblik på udlevering til italienske myndigheder.