Rumænske filmelskere får ikke lejlighed til at se den danske instruktør Lars von Triers seneste værk i den lokale biograf.
Myndighederne har nemlig besluttet at forbyde filmen Nymphomaniac Vol. II.
Oplysningerne kommer fra Antoine Bagnaninchi, direktør for selskabet Independenta Film, der ellers skulle stå for filmens salg til de rumænske biografer.
Direktøren siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at censurmyndighederne i Bukarest, Rumæniens hovedstad, ikke har givet nogen begrundelse for, at rumænerne ikke må se Triers film om nymfomanen.
Men filmdirektøren siger, at hans selskab vil klage over denne “censurhandling”.
Rumænien er det eneste land i Europa, der har forbudt Nymphomaniac Vol. II, som er en længere udgave af den version af filmen, der i øjeblikket kan ses i biograferne.
Den version hedder Nymphomaniac Vol. I. og kan også ses i Rumænien.
Vol II-udgaven bliver i øvrigt vist på filmfestivalen Berlinalen i Tysklands hovedstad, Berlin, fra den 6. til den 16. februar.
/ritzau/dpa
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq