Ringede til politiet for at få stjålen iPhone låst op


    En 35-årig mand blev torsdag eftermiddag anholdt efter nogen dramatik på Nørregade i Kjellerup.
    Manden havde tidligere på dagen kontaktet politiets vagtcentral i Holstebro og bedt om at få  “låst en iPhone op”.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Men den sag kunne politiet naturligvis ikke klare, da man kun i efterforskningsmæssige sager griber til sådanne skridt.

    Men mandens anmodning lød så mystisk, at politiet lige tjekkede nummeret, og det viste sig at telefonen var meldt stjålet. Derfor sendte man en patrulje ud for at aflægge manden et besøg.

    Da politiet konfronterede manden og spurgte nærmere ind til, hvor han havde iPhonen fra, blev han så ophidset at han kastede telefonen ned på jorden og begyndte at trampe på den.

    Politibetjentene blev desuden udsat for ukvemsord og vold. Det resulterede i, at man valgte at anholde den ophidsede iPhone-mand. I forbindelse med anholdelsen måtte politiet bruge peberspray hele tre gange, for at få styr på manden.

    Da man kunne tale med ham efter episoden forklarede han, at han havde købt telefonen “på en parkeringsplads”, og han ringede til politiet fordi han mente, at det var dem, der kunne låse sådanne telefoner op.

    Manden blev efter episoden sigtet for hæleri og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at knuse telefonen.