Nordjyderne kan fredag morgen vågne op til snestorm, der vil fortsætte resten af dagen. Mere præcist er det Vendsyssel, som uvejret rammer.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Der ventes at falde op til 15 centimeter sne i løbet af seks timer. Og da der minimum vil falde 10 centimeter sne i løbet af de seks timer, kan vejret på fredag defineres som en snestorm.
Et lavtryk befinder sig over De Britiske Øer, mens der over den nordlige del af Skandinavien ligger et højtryk. I Danmark befinder vi os midt imellem kulde mod nordøst og mild luft i nordvest.
Det er i Vendsyssel, der er udsigt til de laveste temperaturer og den kraftigste vind, og det er her, der vil falde mest sne.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq