Den tidligere basketballstjerne Dennis Rodman, som i sidste uge sang fødselsdagssang for den nordkoreanske leder Kim Jong-un, undskylder nu sit farverige optrin.
– Jeg elsker mit land, Amerika, sagde Rodman, da han mødte pressen i lufthavnen i Beijing mandag.
Mange amerikanere har været provokeret af den tidligere NBA-stjernes forsvar for Kim Jong-un, der er en af verdens mest forhadte ledere.
Dennis Rodman er blevet kritiseret for fødselsdagssangen og for ikke at bringe menneskerettigheder på banen, da han havde chancen under sit ophold i Nordkorea.
Blandt andre bokselegenden Mike Tyson har langet ud efter Rodman, som han beskylder for forræderi.
– Jeg beklager. Jeg er ikke præsident, og jeg er ikke ambassadør, siger Rodman.
/ritzau/N