En 38-årig mand er fængslet efter vild biljagt


    En 38-årig mand er blevet sigtet for at udsætte andres liv og førlighed for fare efter en biljagt søndag eftermiddag, der endte på Krimsvej på Amager i København. Manden blev mandag varetægtsfængslet i 17 dage.

    Like localeyes.dk på Facebook

    En betjent måtte springe for livet, og politiet affyrede et varselsskud og tre skud mod den bil, som manden kørte i.

    Biljagten begyndte, da politiet forsøgte at standse bilisten under en fartkontrol på Langebro. Den 38-årige nægtede at standse og kørte fra stedet i høj fart og ud i området omkring Christiania.

    Kort efter blev han opdaget af betjente i en anden af politiets patruljevogne, der satte efter ham og prøvede at standse ham.

    Det lykkedes først på Krimsvej. Men efter at manden var blevet standset, startede han igen sin bil og kørte med høj hastighed frem mod en betjent, der måtte springe for livet for at undgå at blive kørt ned.

    Dermed har den 38-årige udsat politimandens liv og førlighed for fare, lyder sigtelsen.

    Efter at betjenten var sprunget til side, afgav han et varselsskud, mens den anden betjent, der troede, at hans kollega var blevet påkørt, løsnede tre skud mod den 38-åriges bil.

    Bilisten endte med at køre ind i en stor container. Han forsøgte at stikke af til fods, men blev anholdt af de to betjente.

    Ud over at udsætte betjentens liv for fare ved kådhed eller hensynsløshed er den 38-årige sigtet for 18 overtrædelser af færdselsloven.

    Han kørte blandt andet for stærkt og over for rødt lys. Desuden kørte han på cykelstien og mod ensretningen, ligesom han kørte slalomkørsel og overhalede indenom. Og som om det ikke var nok, er han også sigtet for at køre uden kørekort.

    Den 38-årige nægter sig skyldig og nægtede at udtale sig i retten, da han mandag var i grundlovsforhør.

    Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) skal efterforske sagen, for så vidt angår de to betjentes brug af tjenestevåbnene.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq