Forsvarer: Agent-aktioner er betænkelige


    Selv om en forbrydelse oprindeligt ulovligt er blevet iværksat af myndighederne, kan hjælpere, der deltager i lovovertrædelsen, straffes i fuldt omfang. Det fastslog Højesterets torsdag.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    En agent for de amerikanske myndigheder havde overtalt svenskers bekendte til at levere våben som betaling for kokain fra Sydamerika.
    Denne mand henvendte sig derefter til den nu dømte og bad ham om at rejse til København med en sportstaske, som indeholdt en AK47 og en panserværnsraket.

    Kureren kan sagtens dømmes, fastslår Højesteret i dommen. Han blev ikke selv overtalt af den amerikanske agent. Og han ville også have begået forbrydelsen uanset hvad, mener dommerne.

    Den dømtes forsvarer, advokat Gunnar Homann, har i Højesteret advaret dommerne om det betænkelige ved, at statsmagten iværksætter agentaktioner, selv om man ved, at den mistænkte vil involvere andre personer.

    – Efter Højesterets dom er det en slags gratis gevinst for myndighederne. Hjælpere straffes i fuldt omfang, fordi de ikke selv har været udsat for den ulovlige provokation, siger Gunnar Homann.

    Derimod ville hovedmanden, der altså direkte er blevet lokket til at begå forbrydelsen, ved en dansk domstol enten blive frifundet eller få en nedsat straf.
    PET har i våbensagen samarbejdet med det amerikanske narkopoliti DEA. Den amerikanske brug af agenten er formentlig ulovlig efter danske regler, vurderer rigsadvokaten. En tidligere landsdommer, Jørgen Jochimsen, har før kritiseret PET:

    – Jeg mener, at danske myndigheder ikke bør medvirke til en agentaktion, som er ulovlig efter danske regler, har han sagt til Ritzau.

    Dette udsagn ønsker rigsadvokaten ikke at kommentere.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq