Udklædt bande gik på dræbertogt i fængsel


    Ni mennesker har fredag mistet livet efter en skududveksling i et fængsel i Mexicos voldelige stat Guerrero.

    Seks personer iført politiuniformer blev lukket ind i fængslet af de intetanende vagter, som troede, at mændene skulle aflevere en fange.

    – Da de var kommet ind i fængslet, begyndte den bevæbnede gruppe at angribe indsatte og bagefter fængselsvagter i et tårn. Fire indsatte og fem gerningsmænd mistede livet, lyder det fra anklagemyndigheden i Guerrero.

    En fængselsvagt og en af de bevæbnede gerningsmænd er blevet indlagt på hospitalet på grund af skudsår.

    Uro i de mexicanske fængsler sker jævnligt, hvor blandt andet kriminelle grupperinger prøver at få kontrollen bag fængselsmurene.

    Det er endnu uvist, om fredagens skyderi var et forsøg på at befri indsatte, eller om det blot var et opgør mellem to kriminelle grupper, lyder det.

    Guerrero ligger langs Mexicos sydvestlige kyst, og den er en af landets mest uroplagede stater. Staten er hjemsted for adskillige af de berygtede narkokarteller – heriblandt Zetas og Knights Templar, som kæmper en blodig krig om territorier og de lukrative stoffer.

    Selvom tusindvis af mennesker stadig bliver slået ihjel hvert år i narkokrigen, viste en årlig undersøgelse for nylig, at antallet af narkorelaterede drab i Mexico er faldet med næsten 20 procent i 2013 sammenlignet med tidligere år.

    /ritzau/Reuters

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq