Færre fodboldbøller ryger i politiets klør


    Politiet anholder langt færre ballademagere ved fodboldkampe, end man tidligere har gjort.

    Det viser den seneste opgørelse fra Rigspolitiet over antallet af anholdelser og frihedsberøvelser i forbindelse med fodboldkampe i landets bedste række, Superligaen.
    LÆS OGSÅ: Flere kvæstede efter stort fodbold-slagsmål i Brøndby
    I sæsonen 2012/13 anholdt eller frihedsberøvede ordensmagten 159 bøller på eller nær et af landets mange fodboldstadions.

    Det er et markant fald i forhold til året før og det laveste i mange år. I sæsonen 2011/12 lå antallet på 266, og i 2008/09 blev hele 714 fodboldfans anholdt eller frihedsberøvet.
    LÆS OGSÅ: 250 fodboldfans klager over politiet
    Enkelte kampe med uroligheder kan ikke rykke ved billedet af, at det går godt med afviklingen af langt de fleste fodboldkampe, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiet.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Samarbejdet mellem politikredse, fans og klubber er stærkt medvirkende årsag til en god afvikling af kampene, og alle landets politikredse er nu uddannet i dialogkonceptet, siger han i en pressemeddelelse.

    – Der skal dog kun en enkelt kamp til at påvirke de aktuelle tal i den forkerte retning, men grundlæggende fungerer indsatsen mod fodbold som planlagt, og det er vores håb, at vi kan fortsætte den vej, tilføjer politiinspektøren.

    Eksempelvis blev 484 personer anholdt 1. december på grund af stenkast mod politiet efter en fodboldkamp mellem Brøndby og FC København. Men de tal vil altså først indgå i næste års opgørelse.

    I sæsonen 2012/13 er også antallet af sigtelser i forbindelse med fodboldkampe faldet.

    Politiet har dog noteret sig en bekymrende stigning i antallet af fyrværkerisager.

    Afbrænding af fyrværkeri i store menneskemængder er ekstremt farligt, understreger politiet, og det vil man sammen med DBU og Divisionsforeningen sætte et øget fokus på fremover.

    Der er i øjeblikket 53 fodboldbøller, som har en aktuel national karantæne, og der er 538 personer registreret som uromager.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq