EU står forsvarsløst over for en af Italiens største eksportsucceser, den organiserede kriminalitet – også kendt som mafiaen, fastslår flere eksperter. Forbryderorganisationen har allerede tag i flere tyske byer.
I Danmark holder politiet godt øje med udviklingen, skriver Jyllands-Posten.
– Det er korrekt, at mafiaen har spredt sig til bl.a. Tyskland og Holland, og selv om det ikke står først i rækken af trusler mod Danmark, er det selvfølgelig noget, man skal have fokus på og holde øje med, siger Michael Ask, chef for NEC, Nationalt Efterforskning Center under Rigspolitiet.
Ifølge en opgørelse, som projektet Transcrime ved universitetet i Trento har udarbejdet på grundlag af de italienske antimafia-myndigheders fortegnelse over de seneste ti års tilfælde af mafiarelateret kriminalitet i Europa, figurerer Danmark med et tilfælde, som har forbindelse til Pugliens mafiaorganisation.
David Ellero, seniorekspert ved Europol, siger, at forbryderorganisationerne udnytter de åbne grænser i et Europa, der ikke har samme skrappe antimafia-lovgivning som Italien.
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq