Politiet melder om travl nat med vold og fulderikker


    Der har været travlt, ja. Også mere end normalt.

    Men det har alligevel været en stille og rolig nytårsaften uden de store problemer set fra politiets synsvinkel, lyder det enstemmigt fra landets politikredse onsdag morgen, efter at danskerne har skudt nytåret ind hele natten.

    – Vi har ingen alvorlige straffesager eller tilskadekomster. Detentionen er fyldt op som på en god fredag eller lørdag aften.

    – Men der er alene tale om mindre sager som beruselse, småskubberier og mindre slagsmål, siger vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.

    Rundt om i landet er der meldinger om mange mindre brande, typisk forårsaget af fyrværkeri.

    Et par enkelte huse er udbrændt, blandt andet i Nørre Broby sydvest for Odense. Men derudover har det været stille på Fyn, siger Kim Munksgaard, vagtchef hos Fyns Politi.

    – Vi har ingen større sager, så det er meget billigt sluppet, siger han.

    Fulde mennesker i bybilledet er det, der har taget mest tid for politiet at håndtere. For når alkohol i for store mængder kommer ind, går forstanden tit ud. Og det fører til hærværk, slåskampe og lignende episoder.

    – Vi har et par blå øjne og en knækket næse. Detentionen er fuld, men vi har ingen store sager overhovedet, siger John Jensen, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

    I Karlslunde var der en enkelt sag med en mand, der fik sin hånd ødelagt af fyrværkeri, og derudover har Midt- og Vestsjællands Politi kendskab til fire mindre alvorlige øjenskader.

    Mest voldsomt gik det nok for sig i København, hvor en 22-årig mand blev anholdt, efter at han umotiveret smadrede en flaske i hovedet på en yngre mand, der stod og snakkede med en ven på Vesterbrogade.

    Og så måtte en politimand en tur forbi skadestuen, efter at han blev ramt på benet af et kanonslag. Det skete på Rådhuspladsen, hvor der er tradition for, at der bliver skudt megen fyrværkeri af.

    Politimanden er dog på benene igen.

    – Tidligere år, når vi har stået med fuld indsatspåklædning, har det været lidt en trend at kaste fyrværkeri mod os.

    – Nu står vi kun med gule veste på, men det kan også tiltrække lidt opmærksomhed, men om det er med vilje, at det er kastet, kan vi ikke sige noget om, siger den centrale vagtchef, John Hansen.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq