International kritik af Iraks mange henrettelser


    Irak har henrettet mindst 169 dødsdømte fanger i 2013 år og høster nu stadig mere international kritik.

    Aldrig før siden den amerikansk-ledede invasion af landet i 2003, har Irak henrettet flere, og landet ligger nu på en tredjeplads på listen over lande, som henretter flest dødsdømte – kun overgået af Kina og Iran.

    De dødsdømte bliver som regel hængt – ofte i grupper.

    I december er syv blevet hængt.

    De irakiske ledere insisterer på, at dødsstraf er i tråd med islamisk sharialovgivning og en effektiv måde at reducere volden i landet på, men det er påstande, der er vanskelige at bevise.

    Antallet af henrettelser er steget i takt med, at volden er taget kraftigt til. Antallet af dræbte har i år været det højeste i fem år.

    Diplomater og menneskerettighedsaktivister har uden held forsøgt at overtale myndighederne til at indføre et midlertidigt stop for henrettelser.

    De henviser til, at Iraks retssystem er så skrøbeligt, at der langtfra er nogen garanti for, at de dødsdomme, der afsiges, er retfærdige og rigtige.

    – Der er en meget stor sandsynlighed for, at nogle af dem, der henrettes, faktisk er uskyldige, siger Erin Evers fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

    Det amerikanske udenrigsministerium har tidligere konstateret, at der er mange eksempler på tortur og overgreb under efterforskninger, afhøringer, varetægtsfængslinger og retssager i Irak.

    Volden i landet har i det forgangne år nået sit højeste niveau siden de sekteriske opgør i 2006 og 2007, hvor titusindvis af mennesker blev dræbt, da shiamuslimer og sunnimuslimer sloges.

    Ifølge tal fra FN er flere end 8000 mennesker indtil nu dræbt under voldshandlinger i Irak i 2013.

    Terrorister fra al-Qaeda-grupper, der er sunnimuslimer, har i de seneste måneder optrappet deres kamp mod premierminister Nuri al-Malikis shiadominerede regering og alle, der støtter den.

    Langt de fleste irakere er shiamuslimer.

    /ritzau/AFP

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq