Bevæbnede julemænd plyndrer juvelerer


    De fleste forbinder langt hvidt skæg, en rød og hvid robe og en nissehuer med gaver og glæde, men de ansatte hos to juvelerer i Tirana og Kosovo har de seneste dage fået nogle anderledes ubehagelige associationer til det klassiske julemandskostume.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Torsdag brasede fire mænd – alle klædt ud som den famøse gaveomdeler – ind i en smykkeforretning i et butikscenter i den albanske hovedstad.

    En talsmand fra indenrigsministeriet fortæller til nyhedsbureauet AFP, at røverne var bevæbnede med automatvåben, som de brugte til at true ejeren til at fylde deres sække med luksusvarer.

    Røverne flygtede fra gerningsstedet i en bil, som det lokale politi senere fandt efterladt to kilometer fra butikscentret.

    Desuden blev to automatvåben, som menes at stamme fra røverne fundet i en skraldespand tæt ved centret.

    Røveriet var imidlertid ikke det eneste, hvor højtidsudklædningen blev bragt i miskredit 2. juledag.

    I Kosovo, som grænser op til Albanien, blev forklædningen også brugt af en gruppe røvere, skriver albanske medier ifølge AFP.

    I byen Prizren tæt ved den albanske grænse røvede tre bevæbnede mænd i julemandskostumer en juveler, og under deres flugt sårede de to personer.

    Politiet i Kosovo har dog ikke kunnet kommentere hændelsen over AFP.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq