Ni personer dræbt ved flystyrt i Rusland


    Alle ni ombordværende i et russisk transportfly af typen Antonov An-12 blev dræbt, da flyet styrtede tæt på byen Irkutsk i Sibirien, oplyser de russiske myndigheder torsdag.

    Om bord i flyet, der styrtede ned i et militærområde cirka 10 kilometer fra landingsbanen, var seks besætningsmedlemmer og tre militærpersoner, der ledsagede fragten, lyder det fra myndighederne, der tilføjer, at fem lig er bjærget.

    På jorden blev to militærdepoter, hvor der ikke blev opbevaret ammunition, ødelagt, mens der ifølge rapporter ikke er nogen tilskadekomne. Flystyrtet udløste en brand, men ikke en eksplosion, og ilden er slukket.

    Antonov-flyet, der kun fik mindre skader, var på vej fra en flyfabrik i Novosibirsk til en anden i Irkutsk, da flyet af endnu ikke klarlagte årsager styrtede ned. Mistanken koncentrerer sig om en menneskelig fejl og en teknisk defekt, mens vejret var normalt.

    Der blev torsdag indledt en strafferetslig efterforskning af flyulykken, da der var mistanke om brud på luftsikkerhedslovgivningen.

    En kilde ved den Novosibirsk-baserede Tjkalov flyfabrik siger til Itar-Tass, at flyet fløj med reservedele til flyfabrikkens reparationsværksted i Irkutsk.

    – An-12 er et transportfly. Der var helt almindelige reservedele med denne flyvning, som binder vores virksomhed sammen, siger kilden.

    /ritzau/Tass

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq